København, Danmark – Hun er en af de få, kvindelige, danske topledere i udlandet og er arkitekten bag samt ansvarlig for Philips’ globale kulturtransformation af 115.000 medarbejdere. Danske Karen Tobiasen, som til daglig arbejder på hovedkontoret i Eindhoven, er Philips Lightings øverste HR-chef med en mission om at udvikle verdens mest innovative medarbejdere.
Ordet transformation er blevet et buzzword for rigtig mange virksomheder og CEOs, som i disse år lægger et stort arbejde i at omstille og udvikle deres organisationer for at kunne bibeholde og styrke virksomhedens konkurrenceevne. Men virksomhederne glemmer for ofte at involvere og engagere de aktiver, som skal drive transformationen, nemlig medarbejderne. Sådan lyder det fra Karen Tobiasen, der rejser rundt i hele verden som en del af, at gøre 115.000 medarbejdere til den bærende del af transformationen i en af verdens største virksomheder.
- Jeg hører hver dag om CEOs, som lancerer store strategier og planer for at transformere deres forretning til nutiden. For mange forbliver denne transformationsproces ved de forkromede planer, som aldrig bliver til konkret adfærdsændring. Det skyldes, at man glemmer det vigtigste aktiv i transformationsprocessen - medarbejderne. Ingen virksomhedskultur kan ændre sig uden, at den enkelte medarbejder hver dag arbejder dedikeret med de værdier og den adfærd, ledelsen har opsat. En reel transformation kan kun ske gennem involvering af medarbejderne, siger Karen Tobiasen, Chief HR Officer hos Philips Lighting.
Mellemlederne er nøglen til succes
Selv var Karen Tobiasen kendt som Frk. Transformation, da hun i 2011 blev headhuntet fra SAP til Philips som ny HR-chef. Her fik hun af Philips CEO, Frans van Houten, til opgave at stå i spidsen for kulturtransformationen af de 115.000 medarbejdere. Siden har hun været medvirkende til, at Philips nu igen bliver betragtet som en af verdens mest innovative virksomheder og har ændret hele organisationens tilgang til markedet.
- Vi agerer i et stærkt konkurrencepræget marked, hvor der inden for få år skal findes en vinder. Det kræver medarbejdere, som har passion og er klar til at forandre sig i takt med Philips. Hvor vi måske tidligere kiggede lidt for meget på selve CV’et, når vi ansatte, så er medarbejdernes passion, drive og evnen til konstant at lære nu det altoverskyggende. Det er nemlig ikke muligt at forandre og drive en virksomhed fremad, hvis den enkelte medarbejder ikke rykker sig selv hele tiden, siger Karen Tobiasen.
- I hele arbejdet med at udvikle organisationen er ledelsen selvfølgelig vigtig, da de skal opsætte de rigtige værdier og ønskede adfærdsændringer. Men det er først og fremmest mellemlederne og medarbejderne, som driver transformationen. Derfor skal de også tænkes ind i denne proces gennem involvering, engagement og dialog i hverdagen, som kan blive til konkrete handlinger. Vores mellemledere afholder fx hvert kvartal et møde med deres team, hvor det aftales at gennemføre én konkret handling i det indeværende kvartal – store som små. Det lyder ikke af meget, men det bliver til over 10.000 handlinger per kvartal, og disse små loops er med til at drive organisationen fremad. Omvendt sker der intet, hvis mellemlederne ikke foretager sig noget, siger Karen Tobiasen.
Anne-Cathrine Tjørnehøj
Philips Lighting
+45 403 308 06
anne-cathrine.tjornehoj@signify.com
Royal Philips (NYSE: PHG, AEX: PHIA) er en alsidig virksomhed, som beskæftiger sig med sundhed og velvære, med fokus på at forbedre folks liv gennem meningsfuld innovation inden for områderne Healthcare, Consumer Lifestyle og Lighting. Med hovedsæde i Holland, har Philips haft en omsætning i 2013 på 23,3 mia.€ og har omtrent 115.000 ansatte inkl. salg og tjenester i mere end 100 lande. Virksomheden er førende inden for hjertebehandling, akut pleje og hjemmepleje, energibesparende belysningsløsninger, tandpleje, så vel som barbermaskiner og pleje til mænd. Nyheder fra Philips er at finde på www.philips.dk/presse