København, Danmark – Fra 1. februar til og med den 24. februar danner København rammerne for Copenhagen Light Festival, der for andet år i træk vil lyse det københavnske gadebillede op efter mørkets frembrud. Blandt de mere end 45 lysinstallationer vil en kæmpe måne pryde facaden på Lille Kongensgade 32 ved Nikolajs Plads. Lysværket er skabt af lysdesigner Henrik Agerkvist Pe, og er samtidig et opgør med nutidens tendens om at alting skal være stort og voluminøst.
Selvom kalenderen fortæller os, vi endnu befinder os i de mørke vintermåneder, er det ikke mørket, der 1. februar kommer til at fylde i de københavnske gader. For andet år i træk afløses de mørke aftentimer nemlig af Copenhagen Light Festival. Masser af lysinstallationer vil under festivallen præge det københavnske byliv og bringe lyset tilbage i disse kolde, mørke vintertider.
“København er en af verdens smukkeste byer – i dagtimerne. Når mørket falder på, falmer synet, og den arkitektur og de historiske bygninger, der i dagtimerne gør København unik, mister noget af sin charme. København er normalt kun sparsomt oplyst sammenlignet med andre storbyer, men i februar kan vi glæde os til at byen iscenesættes med lys. Jeg håber da, at København også i fremtiden vil fremhæve byens rum og følelse ved at lyssætte facader, monumenter mm. Lys er udtryksfuldt men dog stadig beroligende, og det skal vi blive bedre til at udnytte,” siger Michael Kragh, Country Manager og Salgsdirektør hos Signify i Danmark, tidligere kendt som Philips Lighting.
Måne hver dag i Indre by
Hvis du kommer gående ned ad strøget i retning mod Kongens Nytorv og slår et smut forbi Lille Kongensgade 32 ved Nikolajs Plads, vil du hver aften under festivalen støde på lysinstallationen ”OndFanget”. Det flotte lysværk er skabt af Henrik Agerkvist Pe, der om sit værk fortæller: